Dillesholm er beliggende i Gedser, Guldborgsund Kommune.
Botilbuddet består af 2 afdelinger: Dillesholm og Frederiksminde, som er to nedlagte gårde
beliggende i samme lokalområde. Det er et botilbud for voksne borgere jvnf. SEL § 107 med mulighed for § 108.
Målgruppen er borgere med udviklingshæmning, lettere handicap, personlighedsforstyrrelse, angst og andre psykiske lidelser
samt autismespektrum-forstyrrelser.
Da Botilbuddet Dillesholm blev etableret af Thomas og Heidi Bornemann i 2005, havde begge en vision om at kunne tilbyde borgere
med handicap, psykiatriske lidelser og psykosociale udfordringer et specialiseret botilbud i nære og hjemlige fysiske rammer.
Fra begyndelsen af 00-erne blev det generelt sværere at fastholde de mindre botilbud for målgruppen
og det institutionelle præg trådte i forgrunden for mange botilbud.
Det var medvirkende årsag til at Thomas og Heidi traf beslutningen om at starte eget botilbud,
hvor den styrende værdi i det socialpædagogiske arbejde er nærhedsprincippet i styrkelsen af beboerens udvikling og livskvalitet.